Nordatlantiske mandater blev beskyldt for utidig indblanding i ministersag. Men det er langtfra første gang, de spiller en afgørende rolle

Der er ikke noget at sige til, hvis den daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) var godt træt af sig selv, da han en dag i januar 2017 læste Dagbladet Holstebro-Struer. Her kunne han se sig citeret for, hvad der skulle vise sig at være en yderst uheldig bemærkning, der var faldet under en nytårskur hos Venstres lokalafdeling i Lemvig. »Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder,« havde Karsten Lauritzen sagt. Sagen handlede om, at regeringens flertal var lige lovlig snævert, og at Venstre af den grund havde lavet en aftale med den grønlandske folketingspolitiker Aleqa Hammond. Hun lovede, at hun i fremtiden ikke ville stemme mod regeringen, mod at hun til gengæld kunne overtage formandsposten i grønlandsudvalget. Citatet blev delt vidt og bredt, og både Karsten Lauritzen og Venstre måtte beklage formuleringen. Nu er sagen værd at dvæle ved igen. I sagen om klimaminister Lars Aagaard har tre ud af de fire nordatlantiske mandater og løsgængeren Jon Stephensen tilsyneladende reddet ministerens politiske liv. De nordatlantiske mandater beskyldes nu af en hidsig opposition for utidig indblanding og brud på kutymen, fordi de oftest sidder på hænderne, hvad indenrigspolitiske emner angår. Men der er flere eksempler på, at et mandat fra enten Grønland eller Færøerne har påvirket den danske historieskrivning. Derfor er oppositionens kritik af de nordatlantiske mandater ene og alene udtryk for, at oppositionen er »dårlige tabere«. Det siger den politiske kommentator og tidligere konservative partiformand Hans Engell. »Det er – for at sige det ligeud – en fis i en hornlygte,« siger Hans Engell: »Der er ingen partier, der har noget at lade hinanden høre, når det kommer til at trække på de nordatlantiske mandater. Det her handler om, at oppositionen ikke havde gjort sit hjemmearbejde godt nok. Kutyme på Christiansborg er kun kutyme, indtil der er en ny kutyme.« En skitur Der findes sågar eksempler på, at de nordatlantiske mandater har afgjort valg. Tim Knudsen er professor emeritus ved statskundskab på Københavns Universitet, anerkendt historiker og forfatter til et omfattende fembindsværk om de danske statsministre. Han fremhæver historien om Moses Olsen. I 1971 holdt det politiske Danmark vejret, mens man forsøgte at lokalisere Moses Olsen, der var blevet valgt til Folketinget som det ene mandat fra Grønland. Ingen vidste, hvem han ville støtte, så da valgresultatet viste et næsten dødt løb, vendte alle øjne sig mod ham. »Han var på skitur, og derfor måtte man vente på ham, før det kunne afgøres. Man var ude og finde ham, så han kunne overtales til at støtte Jens Otto Krag,« fortæller Tim Knudsen. Senere indløb der et telegram fra det nordlige Grønland til TV-Avisen: »Om nødvendigt indstillet på at støtte en regering Krag«, stod der. »Til gengæld blev han stillet i udsigt, at man ville begynde at forberede den hjemmestyreordning for Grønland, der så kom på plads i 1979. Som jeg ser det, var det en handel for at sikre Moses Olsens støtte,« siger Tim Knudsen. Det andet grønlandske mandat, Knud Hertling, blev grønlandsminister. 176 stemmer afgivet på Færøerne Historien har vist, at de nordatlantiske mandater kan langt mere end blot redde en minister, som det er tilfældet med Lars Aagaard. En af de mest kendte historier om de nordatlantiske mandaters støtte er fortællingen om folketingsvalget i 1998. Da Poul Nyrup Rasmussen (S) kunne gå langsomt op ad trappen i Vandrehallen på Christiansborg og kigge rundt mod hoben af journalister og fotografer og række fire fingre på højre hånd i vejret, skyldtes det den smallest mulige mandatmæssige sejr. »Four more years,« lød det fra den genvalgte statsminister. Men den dramatiske sejr var nær udeblevet. For det var blot 176 stemmer – afgivet på Færøerne, 1.300 kilometer fra København – der sendte det afgørende mandat til rød blok og sørgede for, at Uffe Ellemann-Jensens forudsigelse om en Venstre-sejr ikke blev til virkelighed. Hans Engell var ved valget i 1998 gruppeformand for Det Konservative Folkeparti. Og selvom det måske ville være nærliggende at forestille sig, at man i den borgerlige lejr ville være kede af, at valget blev afgjort af et mandat fra Færøerne, var det ikke noget, der fyldte. »Vi havde jo selv gjort det samme med Óli Breckman fra Færøerne. Han kom fra Folkeflokken, og han blev medlem af den konservative gruppe, så vi kunne fastholde de pladser, vi havde i udvalgene. Der var ikke nogen, der havde noget at lade hinanden høre,« siger Hans Engell. Noget for noget Bertel Haarder (V), der har titlen som den person i danmarkshistorien, der har været minister i længst tid, husker flere eksempler på, at de nordatlantiske mandater har været afgørende – hvilket han bestemt ikke er kritisk over for. »Jeg har altid betragtet Sambandspartiets medlemmer af Venstres Folketingsgruppe som ligeværdige medlemmer af folketingsgruppen og Folketinget. I mange år Edmund Joensen. Nu Anna Falkenberg.« Blandt andet fortæller han, at det var en færing, tilmed et medlem af et selvstændighedsparti, Folkeflokken, der sikrede ham hans flertal for hans gymnasiereform, da han var undervisningsminister. »Det er deres gode ret, og vi skal passe på, at vi ikke gør disse medlemmer til andenrangsmandater. Vi skal også passe på, at vi ikke sætter særlige standarder for dem. Der er jo også danske medlemmer, der har solgt deres stemme for at fremme en sag, der ligger dem på hjerte,« siger Bertel Haarder. I den aktuelle sag om de nordatlantiske mandaters støtte er der talt meget om, hvad de nordatlantiske mandater mon har fået retur for deres støtte. Aaja Chemnitz Driefer har afvist, at hun på nogen måde er blevet »købt«. Som Berlingske tidligere har skrevet, er der ifølge kilder på Christiansborg primært tale om, at de nordatlantiske mandater forventer »velvilje« for at have reddet regeringen. Og at de allerede har fået et element af betaling på forskud i form af udvalgsposter. Derudover bemærker kilder til Berlingske, at der sagtens kan ske noget i resten af valgperioden, hvor man vil kunne se en sammenhæng med redningsmanøvren. Hold for eksempel øje med den næste politiske aftale om politiet, bliver der sagt. Den kan meget vel tænkes at blive fordelagtig for det færøske politi. Hvorfor ikke glæde os? De nordatlantiske mandaters redning af Lars Aagaard er de seneste dage både blevet kaldt et brud på uskrevne regler, usædvanligt og et opgør med normerne på Christiansborg. Men eksemplerne viser, at der langtfra er tale om et nybrud. »Det er sjældent, men det er altså ikke usædvanligt, at de nordatlantiske mandater blander sig,« siger Hans Engell. »Det, der har kendetegnet de situationer, hvor de nordatlantiske mandater har været kaldt ind, har været, at regeringen virkelig har været på spanden,« tilføjer han. Hans Engell, Bertel Haarder og Tim Knudsen noterer sig alle, at der ikke er noget, der formelt står i vejen for de nordatlantiske mandater. »Der er jo ikke noget formelt krav om, at de nordatlantiske mandater skal tie stille eller ikke gøre noget. Det er en norm, der for det meste opretholdes, men man kan ikke bebrejde dem, når de ikke følger den. De har formelt ret til hvad som helst,« siger Tim Knudsen. Bertel Haarder mener tilmed, at vi bør byde den nordatlantiske indblanding velkommen. »Hvorfor ikke i stedet glæde os over, at de nordatlantiske medlemmer føler sig så stærkt som en del af kongeriget, at de ikke holder sig til deres egne landes anliggender!? Især i denne tid? Vis dem respekt, som vi viser de øvrige folkevalgte respekt,« siger den tidligere minister. Torsdag eftermiddag erklærede et flertal Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg officielt mistillid til klimaminister Lars Aagaard (M), fordi han har tilbageholdt oplysninger om forsinkelser af elnettet for Folketinget. Udvalget har anmodet om mistillidsafstemning i folketingssalen, hvor betydningen af de nordatlantiske mandater for alvor vil blive tydelig. https://www.berlingske.dk/politik/nordatlantiske-mandater-blev-beskyldt-for-utidig-indblanding-i-ministersag